Bofællesskab på vej

Furesø Kommune efterlyste bofællesskaber

Furesø Kommune vil have bofællesskaber på Flyvestationen i Værløse. Derfor arrangerede den i efteråret 2015 workshops, der bragte folk med en drøm om bofællesskab sammen

”Vi vil bo på tværs af generationer. En urban økologisk landsby, der er selvforsynende med grøntsager og energi. Bæredygtighed, klima og miljø. Derfor skal vi bruge meget fælles plads og være tæt på naturen.”

Den unge kvinde med store guldørenringe kigger ud over forsamlingen i Farum Kulturhus, mens hun taler i mikrofonen.

De gråhårede fylder godt op blandt de 60 mennesker, der har fundet vej til Farum Kulturhus en november aften i 2015.

Kommunal workshop

Hjemme i sofaen kan det være svært at finde andre, der deler drømmen om et bofællesskab. Furesø Kommune håber at lokke 15 – 20 bofællesskaber til at slå sig ned i kommunen. Derfor har kommunen arrangeret workshops. Her kan folk møde andre, der har samme tanker om, hvad der skal være den bærende ide i et bofælleskab. Børnefamilier, økologi, seniorer, bæredygtighed, blandede aldersgrupper. Ejerboliger, andelsforeninger, lejeboliger. Jacob Skjødt Nielsen har sat gang i workshoppen denne mandag aften i november. Han har før været fødselshjælper for bofællesskaber, både privat og i sit arbejde i Det grønne Hus.

Bofællesskab på vej workshop i Farum Kulturhus

Der diskuteres ivrigt ved bordene. Håbet er, at workshoppen munder ud i grupper, der vil bygge bofællesskaber i Furesø Kommune.

Ølkassen på torvet

”Sæt nogle ord på din vision. Ølkassen på torvet,” lyder opfordringen fra Jacob Skjødt Nielsen. Det er optakten til, at folk skal cirkulere rundt ved bordene og forhåbentlig finde sammen i grupper med fælles fodslag.

”Lotte kommer rundt med mikrofonen, så alle kan høre. Det er helt ufarligt,” lover han.

Der er stilhed. En mand signalerer, at han er klar til at tage mikrofonen:

”Almennyttigt for seniorer i Sydlejren eller Nordlejren. Bord 1.”

En dame i det gråhårede segment overtager mikrofonen:

”Bæredygtighed og natur, det går jeg ind for. Jeg er her for at høre, hvad folk siger, så jeg vil gå rundt og kigge.”

”Bæredygtighed er godt, men det er fællesskabet, der er vigtigt for mig. Legekammerater til børnene,” siger en mand, der har langt igen før håret bliver gråt.

Find dine nye naboer

Lokalet summer af snak. En rand af mennesker omkranser bordet, hvor den urbane øko-landsby uddyber ideen om at være selvforsynende tæt på København og have kontorfællesskaber i de bygninger, der tidligere husede F-16-fly og militære hemmeligheder.

Flyvevåbenet forlod Flyvestationen ved Værløse og efterlod et naturområde på flere hundrede hektar. Og det er blandt andet her på flyvestationens Nord- og Sydlejr, at kommunen ønsker sig bofællesskaber. Nord- og Sydlejren kaldte militæret to af bebyggelserne på området, men navnene hænger ved.

”Jeg vil kunne ligge med bar røv i min have,” siger en kvinde midt i 30’erne. De seks mænd og kvinder ved bordet nikker. Der skal være fællesskab, men også plads til privatliv. Heste og katte skal der også være rum til. Hvis man ikke vil have besøg af naboens kat, er man havnet det forkerte sted.

”Jeg hedder Anne og er lærer på en friskole. Vores børn er flyttet hjemmefra, så nu vil vi prøve noget andet.”

En præsentionsrunde er i gang ved bord 8. De fleste ved bordet kender hinanden fra den gang, de boede i kollektiv. Nu er de klar til igen at finde sammen i et bofællesskab. Andre nysgerrige er stoppet op her. Der er ikke stole nok til alle. Et par deler den sparsomme plads på en stol.

”Vi kunne starte med de her spørgsmål.” En ung mand fisker efter en af de små sedler med spørgsmål, som kan inspirere til diskussion. Hvordan skal maden være: økologisk, sund, traditionel. Hvilke værdier skal være bærende. Hvordan skal husene se ud. Snakken drejer hurtigt hen på værksteder. Der skal være plads til at reparere cykler, biler og brygge øl.

”Fællesspisning er vigtigt. Det skaber fællesskab,” byder en kvinde ind.

”Har I tænkt over, hvor det skal være?”

Spørgsmålet udløser snak om udsigten og indkøbsmuligheder i Nord- og Sydlejren.

Bofællesskab på vej til workshop i Furesø Kommune november 2015. Initiativgrupper dannes

En gruppe har diskuteret fællesspisning, beliggenhed og meget andet.

Bofællesskaber er in

Furesø Kommune er ikke ene om at prøve at tiltrække borgere, der vil have fællesskab. Jacob Skjødt Nielsen fortæller, at fire – fem andre kommuner på Sjælland har taget initiativer for at lokke bofællesskaber til.

”Børnefamilier er skatteydere,” som Jacob Skjødt Nielsen udtrykker det.

”Byrådet vil gerne have aktive borgere. Ligger der to bebyggelser ved siden af hinanden, og det ene er et bofællesskab , er der meget mere liv der,” siger Asbjørn Gade Nielsen, der til daglig arbejder i kommunens tekniske forvaltning.

”Og folk kommer senere på plejehjem, når de bor i seniorbofællesskaber.”

Kaffen er drukket. Lyset bliver slukket et øjeblik. Som et tegn på, at det er tid til at bryde op. Lister med mailadresser gøres færdige. Bord 8 beslutter at tage hul på fællesspisningen inden næste kommunale møde i januar. En vagtmand tager fat på at stable stole.

 

Tekst og foto Janni Rose Christensen